Just a spoonful of sugar you say. I say I think I believe in magic.

Sklei rett in på IKEA i dag. I de fine nye skoene mine og de gule strømpene til hun lille som skulle kastes.

Mary Poppins i vinden.

Om du drikker en flaske vin på styrten, ser du tydelig det nydelige høstmotivet jeg fotograferte på veien til møtet med skjebnen.

Jeg startet å gråte før jeg fikk forklart ordentlig til den hyggelige legen hvorfor jeg var der. Det sitter langt inne for meg å be om hjelp. Jeg har jobbet i godt over 9 år med dette. Dette problemet mitt. Elefanten i kroppen min som tar så altfor mye plass enn han fortjener. Først i dag er jeg komfortabel med å spørre om hjelp. Jeg klarer ikke selv.

Vi snakker om hud og historie, hun er jo hudlege, vi fjerner sminken og hun sier (som så mange andre) hvor flink jeg er til å sminke meg (ja, jeg vet). Når ansiktet mitt matcher den spraglete og stressede halsen og brystet mitt, vurderer hun en ny runde med laserbehandling. Så ser hun på meg en liten stund. Før hun spør meg om jeg kjenner noe innvendig. 

OM jeg kjenner noe innvendig.

Jeg forteller og hun puster ut, hun forstår endelig. For huden min er da ikke såå ille. Jeg prater om sosial angst, kroppen rister, hjertet flyr avgårde, tårene triller og vips så har hun skrevet resepten. Jeg er helt enig med deg, Viktoria. Du skal ha betablokkere, mot hjertebank. Åh, herregud klynker jeg. Tar det vekk det også?

Tusen takk.

Jeg gleder meg. Dette er så stort.

Jeg føler meg rampete. Føler jeg jukser.

Resten av kvelden går jeg bare sånn. Er det dette som er normalt? Dette kan fort bli den mest interessante uken i mitt liv hittil kjenner jeg. Jeg gleder meg. 

Åh, som jeg gleder meg.